Noget om natur

Vinterbillede

Den anden dag, var jeg på søndagstur. For første gang i flere måneder, brændte solen for alvor igennem, helt flot og klart. Og midt i madpakker, og varm kaffe, var det faktisk muligt, at linde lidt på lynlåsen i vinterjakken, og mærke solens varme. Lige så langsomt kunne man mærke, at sjælen begyndte at tø, efter måneder med regn og grå skyer hængende tungt over hovedet. Søen var stadig halvt dækket af is, og disse helt specielle lyde fra isen der gav efter, var det eneste der indimellem afbrød søndagsstilheden.

 

Der var en del mennesker ved søen den dag, og alle hilste pænt på hinanden. Helt fremmede mennesker, der får øjenkontakt et kort øjeblik og udveksler et nik eller et lille ”hej”. Ikke noget stort og vildt, og ingen længere samtaler. Bare en venlig anerkendelse af hinanden. Men hvorfor egentlig? Hvorfor virker det, at hilse på fremmede mennesker, pludselig som det mest naturlige i verden? Det er jo ikke fordi, man til daglig går og hilser på alle dem, man møder på gaden. I hvert fald ikke, hvis man bor i en lidt større by.

Er det fordi det er søndag, og ingen rigtig har travlt med andet, end at komme hjem til eftermiddagskaffen? Eller er det fordi, det snart er forår? Eller er det fordi, søndagen i hele sin essens har et skær af hygge og afslapning over sig?

Jeg tænker, at det hænger sammen med naturen. På en eller anden måde, er der andre sociale spilleregler i den verden. Vi bliver alle sammen revet ud af vores vante ruter og rutiner, og sniger os til et glimt af noget, der er større end os selv. Naturen gør noget ved os.

Med den tanke, kan man godt forstå, at så mange digtere har brugt naturen som genstandsfelt. Mange af vores kernesalmer er skrevet i 1800 tallet, og denne tid var i sandhed præget af usikkerhed, uroligheder og store omvæltninger i Danmark. Landet var involveret i forskellige krige i de første år af 1800 tallet, og den slags er som bekendt ret omkostningsrigt. Bl.a. derfor gik staten bankerot i 1813. Det var ligeledes i disse år, vi tabte Norge til svensken, og at 3års krigen hærgede. Desuden var der krigen i 1864, der som bekendt første store menneskelige tab med sig. Og samtid betød, af vi måtte afstå store dele af det nuværende Sønderjylland.

Det var dog ikke alt sammen krig og rædsel. I 1814 vedtog man en ny folkeskolelov der betød at der var 7 års skolepligt, og i 1849 afskaffedes enevældet, og grundloven blev indført.

Indlysende nok, var informationsstrømmen dengang ikke så voldsom, så i de yderste bondesamfund har man nok ikke følt de store ændringer fra dag til dag. Alligevel har mange sandsynligvis været påvirket af de forskellige krige, og bekymringer om at miste børn, fædre og mænd.

Desuden besidder vi mennesker en iboende skepsis overfor forandringer. Hvad ville afskaffelse af enevældet eksempelvis gøre ved landet? En mand som Grundtvig var i første omgang imod indførelsen af grundloven, og undlod sågar at stemme, da loven i første omgang kom til afstemning. Han var bange for, at et demokrati ville udvikle sig til et pøbelvælde og føre til en ”forfatningsmæssig forfaldstilstand” som Platon og Aristoteles tidligere havde betegnet demokratiet i Grækenland.

Grundtvig skulle heldigvis blive klogere.

I disse år havde folk i sandhed brug for opmuntring og opbyggelige viser. Og hvad er mere nærliggende, end at tage fat i naturen. Den er alle vegne, og omgiver os hvor end vi befinder os. Den er uforanderlig og et fast og roligt holdepunkt i en omskiftelig tid. Den har en stor identifikationskraft idet, vi alle har oplevet dens fænomener som solopgang, bølgende kornmarker og havets brusen. Naturen er en fælles referenceramme idet, månen, solen og markerne ser ens ud, om man befinder sig i Hirtshals eller på Fanø.

I 1800 tallet var en stor del af Danmarks befolkning bønder, og netop derfor, talte digterne med deres naturbeskrivelser et sprog, som var til at forstå, selv for de, der ikke var lærde.

I dagens Danmark associereres romantiske naturbeskrivelser nærmest med noget nationalsocialistisk, men det er virkelig ærgerligt. Vores verden i dag er præget af højt tempo og omskiftelighed, men måske er naturen en god modvægt til det travle liv. Måske bliver sindet lidt mere venlig stemt, når man begiver sig ud blandt træer og solstråler. Sådan havde jeg det i hver fald den søndag i marts. Og måske er det den jyske afmålthed der gør, at man nøjes med et afmålt nik til forbipasserende i stedet for et larmende glædesudbrud.